Om

BASTA PLANTER er en specialplanteskole med Rhododendron og andre surbundsplanter, som jeg, Thomas Berthelsen, startede i 1984. Den drives i dag af min kone, Elena, medarbejdere og mig selv.

Jeg er næsten født ind i en planteskole, idet min far var plantemester på Statsskovenes Planteavlsstation i Humlebæk, og jeg har nu arbejdet med planter i over 50 år. Jeg har været i lære i danske og tyske planteskoler, er udlært gartner og senere gartnertekniker, boede en periode i U.S.A., hvor jeg også arbejdede i planteskoler. I Danmark har jeg haft job i såvel produktionsplanteskoler som i havecentre. Faktisk har jeg haft med alle mulige slags planter at gøre: Fra træer og buske til stauder, urter og stueplanter. Jeg kan lide dem alle sammen, men der er ingen anden plantegruppe med så mange muligheder som Rhododendron. De findes fra dværgplanter til store buske, er ofte stedsegrønne. De er nemme passe og kan flyttes igen og igen. Tåler hård beskæring og kan også opstammes. Og så blomstrer de oven i købet! Tidligt og silde. Overdådigt, og i næsten alle tænkelige farver og nuancer.

Elena er uddannet gartner, men har også interesser i hundeopdræt (Kennel Basta Dog) og i fotografi. Under ’links’ finder du hendes hjemmesider: www.bastadog.dk og www.bastafoto.dk.

Vores mål og passion er at dyrke gode sorter og arter af Rhododendron og andre surbundsplanter, i et stort og spændende sortiment, der samtidig er egnede til vores meget ustabile klima. Planter der bliver en succes i din have!

Sortimentet af Rhododendron strækker sig fra de ’store hybrider’ over ’yakushimanum- og williamsianum-hybrider’, ’artshybrider’ og ’vildarter’, til ’Japanske Azalea’ og ’løvfældende rhododendron’ (Haveazalea). Det vil sige, at alle typer er repræsenteret i sortimentet, ligesom vi lægger vægt på stadig at indføre gode nyheder og genindføre glemte eller ufortjent upåagtede sorter, som tåler klimaet og giver variation i såvel blomsterfarve, blomstringtid, vækst- og bladform.

Andre surbundsplanter, som Andromeda, Kalmia, Leucothoë, Pieris, Skimmia og Vaccinium m.m. er præsentable selskabsplanter til Rhododendron, og findes i mange forskellige sorter.

Vi dyrker planterne i potter fordi de etablerer sig hurtigere end klumpplanter, da alle rødderne er med, og potten er fuld af samme spagnum, som man også bruger ved plantningen. Basta Planters planter er vitale og vækstsikre. De er udvalgt med omtanke og dyrket med omhu.

Vi handler udelukkende med professionelle, så du kan finde planterne i dit lokale havecenter. Se under menupunktet ’forhandlere’.

 

Ideen med denne hjemmeside er, at hjælpe dig (haveejeren) til at få succes med Rhododendron!

 

God fornøjelse!