PLANTEPROBLEMER

 

”PLANTER MAN RIGTIGT VOKSER PLANTERNE GODT OG FÅR SJÆLDENT SYGDOMME”

 

 

Billetklip i bladkanten kan være ædt af Øresnudebillen som ikke i sig selv er farlig. Billen er brunsort, 9-12 mm lang og kan ikke flyve. Dens larver lever i jorden, hvor de gnaver i rødderne og på yngre planter i rodhalsens bark. Billerne kan bekæmpes med et sprøjtemiddel mod gnavende insekter ved begyndende angreb i juli måned. Larverne kan bekæmpes biologisk i august måned med nematoder. Disse mikroskopiske rundorm kan bestilles i det havecenter. De opslemmes i vand og udvandes om aftenen under planterne. Jorden skal i forvejen være fugtig, så vand hvis det ikke har regnet for nylig. Følg brugsanvisningen på pakken.

 

Bladhuller eller større indskæringer i bladene kan forårsages af forskellige larver, bl.a. sommerfuglelarver. Det kan skæmme lidt en tid, men er ufarligt.

 

Bladlus kan på et kort tidspunkt gå på Rhododendron. Når bladene er under udvikling og når de stadig er bløde, kan de suge saft og forkrøble bladene. Det er sjældent at der sker større skader, men vær især agtpågiven med de unge planter. Sprøjt dem evt. bort med haveslangen.

 

Buklede eller forkrøblede blade kan opstå, når især tidlige sorters knopper svulmer tidligt og efterfølgende bliver udsat for kulde. Det er ganske ufarligt.

 

Cikade, det smukke grønne, centimeterlange insekt med orange striber har vist sig i de senere år. Det er svært at vide, hvad de lever af, for man ser ingen skade efter dem. Dog kan der være en sammenhæng mellem dem og døde knopper. Hvis det ønskes, kan de nemt sprøjtes væk. 

 

Døde grene kan skyldes svamp. Klip grenen af langt under angrebsstedet og destruer dem. Svampen trives bedst under fugtige forhold. Undgå vanding sidst på dagen og aften.

 

Grønne opsvulmede blade på japanske azalea, kan komme under fugtige forhold på visse sorter. Planten kan tåle det, men det er en fordel at afplukke dem og smide dem i skraldespanden.

 

Gule blade inderst i buskene i september-oktober er naturligt. Nye blade er blevet dannet og de ældste vil falde af.

 

Gullige blade med grønne nerver på de yderste skud er sandsynligvis næringsmangel. Gød straks, men kun i normal dosis. Er der mistanke om, at rødderne er kommet ud i almindelig jord, bør der tilføres spagnum eller omplantes.

 

Hvide fluer (rhododendronmellus) er små hvide insekter, 2 mm lange, der suger saft fra bladenes underside og giver kun begrænset skade. Problemet er størst når planterne står i læ. Kan eventuelt bekæmpes med insektsæbe.

 

Hvidspættede blade med smudsig underside, vil oftest skyldes Tæger (rhododendrontæger).

De ses sjældent, men er op til 3,5 mm store med glasklare vinger. De suger fra bladundersiderne, hvilket fremkalder hvidspættede blade. De forekommer mest hvor planterne står lunt og tillige i læ. Kan bekæmpes med sprøjtning, nede fra og op i juni-juli, eller mere luftige vækstforhold.

 

Sammenrullede nedhængende blade om vinteren, er plantens måde at beskytte sig mod udtørring på. Smart fundet på!

 

Spættede blade kan ses når planterne vokser i jord med for højt pH (basisk jord). Planterne skal tilføres spagnum eller omplantes.

 

Visne/svedne bladkanter og døde knopper skyldes ofte et for dårligt rodnet. Kommer navnlig hvor rødderne står i dårligt drænet jord eller ved for højt reaktionstal.

 

Kulturskader forvoldt af f.eks. dårlige jordforhold, overgødskning, undergødskning findes også. Udover det nævnte findes der naturligvis andre fortrædeligheder, men hvor gør der ikke det? Se på bøgebladene et par uger efter udspring. Fulde af huller mv., men de fremtræder alligevel som smukke planter.

 

En Rhododendron skal strutte af sundhed og have god kulør. Det er det vigtige, og det opnås ved rigtig plantning, lidt gødning og vand når det er påkrævet. Det håber jeg, at de forskellige plante- og plejeråd kan hjælpe dig med, så du får den fulde glæde af denne dejlige planteslægt.