MIDT I APRIL

tidlige rhododendron

TIDLIGE RHODODENDRON

De tidligste blomster glæder allermest, og kan nogle år blomstrer utroligt længe. Der er dog også risiko for, at de blomstrer meget kort, hvis vi får nattefrost.

I galleriet er sorterne placeret efter tidlighed, den tidligste først:

1. Praecox

2. elegantulum

3. April Snow

4. Staccato

5. Frühlingsbeginn

6. P. J. Mezitt

7. P. J. M. Regal

8. Manitou

Hvis man planter flere med forskellig tidlighed, spreder man risikoen, og nogle gange vil man endda opleve 'fuldt hus'!

FEBRUAR 2022

rhododendron beplantning, rhododendron bed

INSPIRATION TIL PLANLÆGNING

 

Foråret er på vej, og det er en god ide at forberede sig i god tid.

Rhododendron er en herlig plantegruppe, som ikke kun kan blomstre overdådigt i et væld af farver, fra de sarteste nuancer til farvemættede pangfarver, tidligt og sent. Desuden giver planteformer og -størrelser mange muligheder.

Under emnet VEJLEDNINGER finder du gode råd til beplantning. Her vises underemnerne:

PLACERING: Om lysforhold og beplantningstæthed.

VALG AF PLANTER: Om Blomstring (farver og blomstringstidspunkter), Højde og form, Blad-rhododendron, Nyvækst og Duft.

ANVENDELSE AF RHODODENRON: Om plantning til forskellige formål.

PLANTNING: Om hvordan man gør.

 

Klik på billederne for forstørrelse!

 

 

 

DECEMBER 2021

rhododendron i sne

RHODODENDRON I SNE

Sneen lyser op i den mørke tid. Det er godt for øjet og rhododendron tåler det fint. Det er kun et tykt lag tøsne, der kan være farligt og brække grenene, hvis det bliver for tungt.

De stedsegrønne planter pynter om vinteren, sne eller ikke, og vi kan glæde os til den betagende blomstring når vinteren er slut.

Vi har haft et rigtigt godt vækstår for planterne. Der har været både sol og varme, og det har regnet tilstrækkeligt de fleste steder. Det har givet god etablering for nyplantede og god tilvækst hos ældre planter. Desuden er der dannet godt med blomsterknopper til den næste blomstringspriode.

I vinterens løb kan der planlægges flytning af planter, ny plantning, beskæring og opstamning osv. Handling må vente til vi når foråret.

Etablering af nyt bed er til gengæld en glimrende beskæftigelse i vintertiden. Man får god motion og udlagt spagnum kan blive fugtig på naturlig og gratis maner.

God vinter ønskes! 

 

 

08.08 2021

FORMER OG FARVER ÅRET RUNDT

rhododendron får flot nyvækst efter blomstringen

FLOT NYVÆKST EFTER BLOMSTRINGEN

Mange Rhododendron har meget smukke blade. Nogle er oven i købet meget farvestrålende, når de fremkommer efter blomstringen. De kan være dækket med et filtlag, som kan være fra sølvhvidt til kanelbrunt. Andre er uden filt, og kan være blanke og lysere i farven end de gamle blade.

Former, farver og størrelser af såvel blade som planter er med til skabe en varieret og smuk have året rundt. Desuden blomsrer de jo...

1. = Beplantning med Rhododendron hos Basta Planter i august 2021, 2. = Rhododendron Silverleaf, 3. = R. hyperythrum, 4. = R. williamsianum album, 5. = R. eleganthulum, 6. = R. Blauschimmer, 7. = R. Blewburry, 8. = R. pachysanthum, 9. = R. Jens Jørgen Sørensen, 11. = R. impeditum, 12. = R. Golfer, 13. = rex, 14. = Hydon Velvet, 15. = insigne, 16. = pseudochrysanthum dwart.

15. JUNI 2021

EFTER BLOMSTRINGEN

knibning af rhododendron, efter blomstring

KNIBE ELLER IKKE KNIBE

Efter blomstringen kan man overveje om man skal knibe de afblomstrede blomsterklaser af. Dels for at pynte, og dels for at fremme plantens vækst og den mulighed for at danne blomsterknopper til næste års blomstring.

Det er uoverkommeligt, og unødvendigt, på den store plante til venstre. Den Japanske Azalea (1. billede under) ligeså. Faktisk er det kun vigtigt ved mindre, nyplantede planter. Altså de første 1-3 år efter plantningen.

Når der knibes, er det heller ikke nødvendigt at knibe det hele væk, men jo mere du kniber, jo mere vil den gro og sætte blomsterknopper. Kniber du ikke, så går det nok alligevel!

 

05. JUNI 2021

BI LIDT

humlebi i rhododendron blomst

EN FAVORIT ISÆR FOR HUMLEBIER

Der kommer mange forskellige gæster, men humlebierne er nok de mest trofaste.

Vi fik også besøg af en Guldbasse (grøn metallic), og en Blåfugl (lille sommerfugl).

De buskede Rhododendron er også yndede redesteder for de rigtige fugle. I det hele taget er Rhodododenron gode for faunaen, såvel som for øjet.

 

29.05 2021

DUFTER DINE RHODODENDRON?

duftende rhododendron, duftende azalea, duft i haven

NU ER DER HERLIG DUFT I RHODODENDRONHAVEN

I øjeblikket blomstrer rigtig mange Rhododendron, inclusive Azalea (= løvfældende rhododendron). Alle de viste arter (med lille begyndelsesbogstav), og sorter (med stort begyndelsesbogstav og i apostrof) dufter herligt.

På billedet til venstre ses den stærktduftende 'Guldazalea' i forgrundern. Billederne herunder fra venstre mod højre:

A. 'Basta's Guld' og R. 'Dagmar', A. atlanticum, R. 'Onkel Dines', R. 'Honningduft' (duftende blade), R. 'Ingrid Muus', A. 'White Lights', A. prinophyllum og R. 'Snehvide'. 

Sidst på sommeren er der igen duft på programmet, hvis man er så heldig at have, f.eks. A. arborescens og A. prunifolium.

15.05 2021

OVERDÅDIGT

rhododendron great dane

EN OVERDÅDIG TIDLIG BLOMSTRING

En række driftsikre rhododendron hybrider er i gang med en fantastisk blomstring, som vi i denne kølige periode, kan have glæde af rigtig længe. 

Til venstre: 'Great Dane', dansk artshybrid, de nye blade dækkes af cremehvidt indument.

I galleriet ses følgende (klik på billedet for forstørrelse):

1. 'Le Progrès', kraftigtvoksende hybrid.             

2. 'Dr. Ernest Shäle', lavt og bredvoksende dværgsort.

3. 'Lillerød' og 'June Bee', henholdsvis dvæg, og halvdværg.

4. 'Rothenburg', med tiden høj williamsianum-hybrid.

5. hyperythrum, amerikansk vildart.

6. argyrophyllum ssp. nankingense 'Chinese silver', vilartsselektion fra Kina.

7. 'Blewburry', artshybrid med ret langsom vækst.

8. 'Phyllis Korn', storblomstret amerikansk hybrid.

30.04 2021

FORÅRSSTEMNING

rhododendron frühlingsbeginn

SIDST I APRIL

En kølig april forlænger blomstringen hos Magnolia (uægte tulipantræ) og Rhododendron.

Nattefrost forkorter den, så der skal lidt held til, hvis man skal have det fulde udbytte at de særligt tidlige sorter.

Her ses den rosa Rhododendron 'Frühlingsbeginn', som harmonerer fint med de omgivende Magnolia.

Nedenfor ses et nærbillede af denne og 3 af Rhododendron strigillosum, en fin højrød kinesisk art, i åbningsprocessen. Spændende om det lykkes! (Sidste billede er fra sidste år).

VINTERTANKER

rhododendron fra stikling til stor busk

ET VARIGT MINDE

Kvinden på billedet har for mange år siden plantet denne pragtfulde Rhododendron.

Godt hun gjorde det, og sikke et minde. Billedet har jeg fundet på nettet, og kan desværre ikke huske hvor, endsige hvem det er. Men det gjorde et stort indtryk.

Det er dejligt at plante. For en selv, for de andre og for eftertiden. Man skal plante det rigtige og at plante rigtigt.

Det har inspireret mig til at vise den spændende proces fra stikling til plante i gængs størrelse, til lidt større og endelig til den kæmpestore pragtplante, som den stovte kvinde har fremdyrket. 

1. tilvirkning af stikling

2. stikling med nydannede rødder

3. podning

4. potning

5. ungplanter i kultur

6. ompotning

7. dyrkning

8. plantbart resultat

JANUAR 2021

SNE SNE SNE

rhododendron i sne

Sneen er smuk

Frostsne gør ingen skade, men et tykt lag er farligt, hvis det bliver tøvejr.

snetryksskade

Tøsne er tungt

Når det bliver tøvejr bliver sneen tung og grene kan brække.

rhododendron planteskole vinter

Rettidig omhu

Sneen kan ret nemt og skånsomt skubbes af buskene med en gårdkost, hvis snelaget er blevet for tykt. Sneen på jorden isolerer den godt mod kulden.

vinteropbevaring af rhododendron

Overvintringshuse

I overvintringshusene står rhododendronplanterne perfekt beskyttet til forårssæsonen.

Snelaget langs husene må fjernes, så snedækket kan glide af inden det bliver for tungt.

Vores planter står i potter og skal derfor beskyttes om vinteren, da vandet i rodklumpen kan fryse til is. Planterne kan derfor ikke bruge det til at erstatte fordampningen fra bladene. Når de bliver plantet får rødderne gavn af jordvarmen, og ikke mindst når der ligger en isolerende snedyne på jorden.

Sne er således, for det meste, både godt for øjet og for planterne.

 

DECEMBER 2020

rhododendron santiago

21.08 2020

MASSER AF PLANTER

rhododendronproduktion i danmark

Rhododendron dyrket i Danmark til vores klima

Det er nemt at finde flotte billeder af f.eks. Rhododendron på nettet. Det er også nemt nok at finde planterne. Men hvor kommer de fra, og kan de mon klare vores meget variable klima?

Vi har dyrket Rhododendron siden 1984, og har nøje udvalgt et sortiment af pålidelige sorter, som du vil kunne få glæde af i mange år frem. Og glæden bliver kun større år for år.

Vi har desværre ikke kapacitet til at sælge dem detail, men under menupunktet 'Forhandlere' kan du finde havecentre, som ofte forhandler vores planter.

Spørg om hvor planterne kommer fra, og om de kan tåle vores klima.

 

 

02.05 2020

DEN VILDE WILLIAMSIANUM RHODODENDRON

rhododendron williamsianum

Rhododendron williamsianum er en sjælden vildart fra Sichuan i Kina. Den klarer sig rigtigt godt i Danmark, og er en af mine absolutte favoritter.

Væksten er lav, halvkugleformet og kompakt. De fine blade er små og hjerteformede. Nyvæksten er bronzefarvet og blomsterne er smukke rosa klokker. Der findes også en hvid form (R. williamsianum alba), som har mørkere blade.

Williamsianum er flittigt brugt som ved hybridisering, og en række glimrende og meget anvendelige sorter er opstået, som både tåler sol og lys skygge. De er overvejende lave og tætte, blomsterrige tætte planter. Knopperne er oftest dekorativt røde, der bladene rundovale. Det giver god kontrast i 'almindelige' rhododendron. De blomstrer i første del af maj måned.

Billede 1 = williamsianum alba (med begyndende bronzefarvet nyvækst). 2 = 'Moerheim's Pink'. 3 = 'Tibet'. 4 = 'Bremen'. 5 = 'Rothenburg'. 6 = 'Gartendirektor Glocker'. 7 = 'Gartendirektor Rieger'. 8 = 'Jackwill'.

Klik på billederne i galleriet for at forstørre!

 

29.03 2020

TID TIL HAVEN

Det er en glimrende tid til projekter i haven.

Pasning og pleje af dine Rhododendron, f.eks.:

Beskæring. Er planten blevet for stor eller for ranglet, kan nu skæres hårdt tilbage.

Flytning: Gror planterne sammen, eller står de forkert, kan de flyttes nu.

Gødskning: Det vigtigste tidspunkt at gøde dine Rhododendron er netop nu.

Anlæg.

Ny plante: Fin tid at plante, og stort udvalg i havecentrene.

Nyt bed: Et nyt Rhododendron bed kræver gravearbejde. Det giver god motion og arbejdsglæde.

Nyt design i haven: Større projekter startes bedst i starten af plantesæsonen. Under menupunktet 'Vejledninger' finder du hjælp til det hele. God arbejdslyst!

03.03 2020

PÅ GRÆNSEN TIL FORÅRET

5 FORÅRSBEBUDERE PÅ VEJ

Resultat af en usædvanlig mild vinter: Mirabeller har blomstret siden sidst i februar, og vi må nok regne med, at det hele bliver lidt forskudt, -til den tidlige side, i år.

1. billede fra venstre i galleriet er Rhododendron 'Praecox'. Præcox betyder faktisk tidlig, så det passer fint, men i år er den ca. 3 uger tidligere end ellers. Det er lidt farligt, for den risikere at blive skadet af nattefrost. Til gengæld kan man have glæde af den i over en måned, hvis det ikke fryser.

Nr. 2 og 3 (= R. 'April Snow' og R. 'P. J. Mezitt) er lidt sikrere, da de blomstrer et par uger senere. 

Nr. 4 og 5 (= R. Frühlingsbeginn og R. 'Winterpurpur') har også svulmende knopper. Forventningens glæde er stor...

25.08. 2019

FLYTNING AF RHODODENDRON

flytning af rhododendron

DET ER NU DEN HELT PERFEKTE TID TIL FLYTNING AF RHODODENDRON

Klemmer planterne hinanden, eller vil du bare placere dem på en anden måde, er det nu den helt rigtige tid at gøre det (men det er dog også muligt fra april til og med oktober).

Planterne har afsluttet deres vækst. Jorden er varm og fugtig. Rødderne vokser gror stadig, og planten kan fint nå at etablere sig inden vinteren.

Stik spaden lige ned hele vejen rundt om planten, i en afstand midt mellem centrum og ¾ afstand herfra til drypzonen. Vip med spaden hele vejen rundt. Når den mærkes løs, løftes den fri.

Rhododendron skal plantes i spagnum, som opvandes ved at presse en vandslange ind i pakken, åben lidt for hanen og vente til pakken føles tilstrækkelig tung.

Står planten i et godt lag spagnum, er det ret nemt at grave, og så vejer den heller ikke så meget.

For yderligere vejledning: Se 'Vejledninger' og menupunket 'Når Planterne Gror Sammen'.

20.07 2019

VÆRD AT VENTE PÅ...

Rhofodendron auriculatum, sent blomstrene rhododendron, rhododendron i danmark, hvid og duftende rhdodendron

En ægte sommerblomstrende Rhodo, stor hvid og duftende. 

Jeg så planten for første gang hos en rhododendronentusiast, blomstrende d. 22 juli 2010.

Den blev formeret (podet), og har vokset her lige siden uden at blomstre overhovedet. Så skete det i år, og næsten på samme dato, som for 10 år siden. Henved 50 flotte, store og duftende blomsterklaser er i gang. Det var værd at vente på! Og fremover forventer jeg en årlig blomstring.

R. auriculatum er navnet på denne spektakulære og yderst sentblomstrende rhododendronart, hjemmehørende i Hupeh, Kina. (Klik på billederne for at forstørre).

PS. Jeg fik senere flere mails fra glade folk, der slet ikke havde ventet så længe som jeg på en flot blomstring!

30.05 2019

RHODODENDRON "MADE IN DENMARK"

danske rhododendron, rhododendron made in denmark

Danske Rhododendron er ikke kun Rhododendron dyrket her i landet. Det kan også være danske sorter, skabt af danske forædlere.

Her står jeg med 'Basta's Beauty', en krydsning jeg lavede i 1997. Det er en meget kompakt, velforgrenet og klimastærk plante.

'Basse', 'Ingrid Muus', 'Onkel Dines' og 'Snehvide' stammer fra D. T. Poulsens Planteskole (mit første lærested) og er alle duftende.

'Freerselv 7' er fra Freerslev Rhododendron og de øvrige stammer fra Villy Nielsen på Lolland.

Alle de viste planter er testet og opformeret her på planteskolen. Bemærk, at der kan være ventetid med af få fat i dem. Klik på billederne for at forstørre.

 

09.05 2019

GYLDNE TIDER

gyldne rhododendron, gule og orange rhododendron

Gode Rhododendron i gyldne farver var i mange år en absolut sjældenhed, men nu er der mange muligheder. 

Billedet viser et udpluk af sortimentet. Det drejer sig her om de stesegrønne typer, men der findes også gule dværgrhododendron og ikke mindst haveazalea i mange strålende gule og orange nuancer.

De fleste bliver (som 10 årige) ca. 80 x 100 cm. 'Marylou' og 'Orange Flirt' dog lavere, 'Belkanto', 'Diandi' og 'Macarena' er højere.

NB. De 3 sidste billeder i galleriet er ikke med på gruppebilledet.

Klik på billederne for at forstørre!

 

27.04.2019

RHODODENDRON I KUNST OG LIV!

RHODODENDRON PÅ NIVAAGAARD -UDE OG INDE

Blomstringssæsonen er begyndt i Nivaagaard Malerisamlings park. Parken blev anlagt i begyndelsen af det forrige århundrede og rekonstrueret i 1980'erne. Den rummer store gamle Rhododendron, og flere hundrede nyere Rhododendron arter og sorter, plantet inden for den sidste snes år.

Blomstringen er i gang, og vil fortsætte i maj og juni måned. -Så flere besøg anbefales!

Indenfor i malerisamlingen er der meget à propos en udstilling med William Morris med titlen: Al magt til skønheden!

Inden denne særudstilling, mødes man af J. L. Jensens maleri fra 1846: 'Blomster i en opsats på marmorkant med bøgegren'. Den opmærksome iagttager vil naturligvis bemærke at Rhododendron (violet og rød) indgår i denne!

Nivaagaard Malerisamling rhododendronpark
J. L. Jensen, rhododendron i kunsten J. L. Jensen, rhododendron i kunsten

06.04 2019

PIERIS

Pieris, Pieris i potter, surbundsplanter

PIERIS I POTTER

Pieris er i familie med Rhododendron og skal dyrkes og passes på samme måde. Det er nemme planter, som også gror fint i potter.

De plantes i spagnum, gødes moderat med blandingsgødning og plantes/placeres i sol, halvskygge eller lys skygge.

Der findes mange sorter: Fra 30-40 cm. til over 2 meter. De fleste har en tæt og busket vækst og tåler klimaet fint. Lige som Rhododendron kan de i foråret skæres hårdt tilbage, hvis de skulle blive for høje.

De blomstrer tidligt, i marts til april, i hvide, rosa eller røde farver. Blomsterne tåler en hel del frost, og bliver sjældent skadet.  Desuden skifter løvet farve i varierende grad. Hos nogle fra ildrødt over gulgrønt til mørkegrønt.

I galleriet ses (Pieris japonica i sorter):

1. Carnaval, 2. Debutante, 3 Forrest Flame, 4. Katsura, 5. Little Heath, 6. Mountain Fire, 7. Passion, 8. Red Mill, 9. Vally Vallentine og 10. White Caskade, 11. Passion og White Caskade.

16.03 2019

TOPDRESSING

topdressing af rhododendron, tilførsel af spagnum

SYNKER BEDET? GULE ELLER SPÆTTEDE BLADE?

Det er en god årstid at topdresse på. Dvs. tilføre ny spagnum til planterne. 

Hvis bedet synker, hvis det i tørre perioder skal vandes for meget og/eller hvis planternes blade er gullige, marmorerede eller spættede, kan det hjælpe at tilføre et lag spagnum. 

Hvis spagnumen i sækken er tør, tilføres et lag på 5-10 cm. Efterhånden som det med tiden bliver vådt, vil det svare til 3-5 cm. Sørg for at få det godt ind under planteterne.  Se evt. nærmere forklaring med klik på 'Vejledninger' og herefter 'Pasning'.

Så er planten/bedet næsten forårsklar. Der mangler bare et drys gødning, som kan til føres om 2-3 uger. Det er også nærmere forklaret under 'Pasning'.

12.01 2018

VINTERTID

rhdododendron i potte, Leucothoe

PAS PÅ POTTERNE

I december, januar og den første halvdel af februar er der sjældent problemer med planterne.

Når solen igen begynder at få magt, fra sidste halvdel af februar, kan nyplantede rhododendron beskyttes mod fordampningsskader med granris, hvis jorden er frosset.

Rhododendron i krukker bør flyttes væk fra sollyset i den sidste del af vinteren, hvis det er frostvejr og solskin. I en rigtig hård frostperiode bør de flyttes til garage, udhus eller lignende.

 

NB. Planten på billedet er en Leucothoë (Druelyng), som er i familie med Rhododendron.

16.11 2018

EFTERÅRSGULD

guldazalea, rhododendron luteum, Basta's Guld

EFTERÅRSKULØR PÅ RHODODENDRON

Guldazalea, Rhododendron luteum (Rhododendron ponticum) stammer fra Kaukasus og Øst-Europa. Blomsterne dufter dejligt, og den er udpræget nem at have med at gøre.

Når man køber en Guldazalea, ved man ikke altid præcis hvad man får. Guldazalea kan nemlig sås, og så komme frøplanterne til at ligne moderplanten, men bliver aldrig helt identiske. De kan have større eller mindre blomster, have forskellige gule nuancer og væksten kan også være forskellig.

For nogle år siden udvalte jeg en frøplante med særligt smukke blomster.  Store dybtgule blomster og et dejligt blågrønt løv. Den er blevet opformeret under navnet Basta's Select.

Senere har jeg udvalgt en plante med mere guldgule blomster. Den hedder meget betegnende Basta's Guld. Desuden har den en meget regelmæssig, kompakt kubeformet vækst. Høstfarverne er er rødgyldne. Billede 1-5 = Basta's Guld, billede 6 = Basta's Select.

29.09 2018

BUNDDÆKKE ELLER EJ?

bunddække i surbundsbedet , bunddække eller ej i rododendronbedet?

SANERING I RHODODENDRONBEDET

Ser det rodet ud? En blanding af Tyttebær og Melbærris som nok ville passe bedre i en fyrreskov, end i et Rhododendronbed. Jeg har valgt at grave de løbske bundplanter op!

Skulle man ønske at have Tyttebær og Lyng i forgrunden eller mellem sine Rhododendron, så skal man absolut vælge de lave typer. De fleste sorter bliver nemt  30 cm høje, og kan overgro Japanske Azalea og Dværgrhododendron.

Jeg har valgt at plante et par lave typer af Druelyng (som ikke er lyng og faktisk hedder Leucothoë).  De skifter farve netop nu. Fra mørkegrønt til vinrødt. En farve der vil holde fra oktober til marts!

Der findes flere sorter. Leucothoë Carinella er den laveste, L. Lovita og L. Scarletta er lave, kompakte og farvestrålende. 

bunddække i rhododendronbed

Vild blanding af Tyttebær mm. mellem Rhododendron, men ret nemme at rive op.

sanering af rhododendronbed

Ny spagnum er tilført. Husk at lægge eksta på, da det vil synke.

nyplantning i rhododendronbed

Et par lave Leucothoë (Druelyng) vil give farvespil i den kolde tid.

surbundsplante med vinterkulør, surbundsplante i krukke

Leucothoê er også god i krukke. Denne er med vinterfarve.

26.08 2018

EFTERSOMMER

plantning af rhododendron

EFTERTÆNKSOM NYPLANTNING

Læren efter denne utroligt varme og tørre sommer må være, at Rhododendron skal plantes rigtigt. Som nævnt i sidste indlæg i bloggen, kan planterne klare sig meget længe uden vanding, hvis de er plantet i et tilstrækkeligt tykt lag god spagnum. 

Alting har dog en grænse, så når der skal vandes, er det både vigigt og billigst, at vande grundigt og så lade der gå et par uger inden der skal vandes igen. Nyplantede skal have oftere og ekstra meget vand ved rodzonen.

Se hvordan under menupunktet 'Vejledninger' og herefter 'Plantning' . Der er også en video om emnet!

Hvis du planter nu, vil planterne kunne nå at fordoble deres rodvolumen inden vinteren. Til næste forår og sommer vil de vokse bedre og vil også bedre kunne klare en tør periode.

04.07 2018

VANDING AF RHODODENDRON

vanding af rhododendron

VANDING? JA,  MEN HVOR OFTE OG HVOR MEGET? Der er ofte meget store forskelle!

Nyplantede planter skal vandes oftest, da rødderne stadig er kompakt samlede. Står planten tilmed i sol, skal der vandes 1-2 gange om ugen med 10-20 ltr. pr. m2.

Ældre planter kan klarer sig i adskillige uger uden vanding, hvis de er plantet rigtigt. Et spagnumlag er som en svamp, og kan indeholde næsten 50% vand, og kan derfor forsyne planterne meget længe.

Bedøm om du skal vande. Hænger bladene, som på billedet, også om morgenen: Vand! Stik fingeren i jorden. Er den tør 3-4 cm. nede: Vand! 

Når du vander: Vand grundigt (3-4 timer med sprinktler), så hele spagnumlaget bliver opvandet. så vil planternes rødder følge efter i dybden. Hold længere og længere pauser mellem vandingerne.

Se iøvrigt under Vejledninger - Pasning- Vanding!

vanding af rhododendron

VANDING? JA,  MEN HVOR OFTE OG HVOR MEGET? Der er ofte meget store forskelle!

Nyplantede planter skal vandes oftest, da rødderne stadig er kompakt samlede. Står planten tilmed i sol, skal der vandes 1-2 gange om ugen med 10-20 ltr. pr. m2.

Ældre planter kan klarer sig i adskillige uger uden vanding, hvis de er plantet rigtigt. Et spagnumlag er som en svamp, og kan indeholde næsten 50% vand, og kan derfor forsyne planterne meget længe.

Bedøm om du skal vande. Hænger bladene, som på billedet, også om morgenen: Vand! Stik fingeren i jorden. Er den tør 3-4 cm. nede: Vand! 

Når du vander: Vand grundigt (3-4 timer med sprinktler), så hele spagnumlaget bliver opvandet. så vil planternes rødder følge efter i dybden. Hold længere og længere pauser mellem vandingerne.

Se iøvrigt under Vejledninger - Pasning- Vanding!

Vippevander

Vanding med en vippevander, er udmærket, da den fordeler vandet godt og kan indstilles ret præcis.

Siveslange

Med en siveslange minimeres fordampningen. Fra de små huller i slangen siver vandet ned i jorden.

Drypvanding

Professionel vanding med computerstyret vand- og gødningstilførsel til hver enkelt plante (via den sorte slange).

Uden vanding

Veletableret bed i delvis skygge, som har klaret sig i 8-9 uger uden vanding. Dog men en enkelt regnbyge på 10 mm.

22.06 2018

EFFEKT AF NEDSKÆRING

beskæring af pieris og rhododendron

NÅR PLANTERNE BLIVER FOR STORE...                     eller gror sammen, kan de flyttes, nedskæres eller opstammes.

Her vises resultatet af en hård nedskæring af en Pieris (surbundsplante i fam. med rhododendron), foretaget i det tidlige forår. Den er snart tæt og fin, og væsentlig mindre end før.

Billederne viser: 1. "Sovende øjne" bryder direkte fra den gamle stamme. 2. Resultat af hård nedskæring for 3 år siden. 3. Opstamning. 4. Kraftig og tæt vækst efter nedskæring.

De fleste Rhododendron og Pieris tåler hård nedskæring. Se under menupunktet 'Vejledninger', 'Planterne Gror Sammen' og herunder 'Beskæring' og 'Nedskæring'.

Bemærk, at arterne (de vilde rhododendron) ikke tåler nedskæring i samme grad som hybriderne. Her kan man til gengæld flytte eller stamme op.

15.06 2018

EFTER BLOMSTRINGEN

rhododendron hos basta planter

NYVÆKST EFTER AFBLOMSTRING

Fremskyndet af det varme vejr kommer "Den Anden Blomstring", nemlig den smukke nyvækst. Især de 'vilde' rhododendron, arterne og artshybridernes nye blade kan være dækket af et filtlag (indument). I år virker det ekstra farverigt.

Billederne under: 1. 'Great Dane'. 2. Chinese Silver, 3. pachysanthum, 4. pachysanthum nærbillede, 7. hyperytrum, 8. eleganthulum, 9. Blauschimmer, 10. Silverleaf. 

Bemærk, at indumenteringen (filten) skifter farve over tid. Fra sølvgråt til grønt, eller fra kanelbrunt til sølvgråt.

02.06 2018

+ 2 UGER

rhododendron hos basta planter

BLOMSTRING EFTER AFBLOMSTRING

Clematis 'The President' er nu i fuldt flor og lever i fin harmoni med en afblomstret Rhododendron.

Det er Rhododendron 'Snehvide', som blomstrede for ca. 1 måned siden med hvide duftende blomster. Den har allerede sat nye friske blade.

R. 'Lady Anette de Trafford' ses længst tilbage. Den blomstrer i år hele 3 uger tidligere end sidste år på grund af den ekstreme varme.

Billederne under: 1. The President. 2. Lady Anette de Trafford. 3. ferruginium (den egentlige 'Alperose').  4. Japanske azalea: Chippewa og Drapa. 

19.05 2018

TO VARME UGER SENERE

rhododendron diadem, rhododendron hos basta planter

TREDIE AKT

Nu er er det den pragtfulde pink Rhdododendron 'Diadem', der har erobret scenen.

I baggrunden til højre skimtes den danske duftende Rhododendron 'Basse'. En anden dansk sort med duft, blomstrer også nu. Det er 'Onkel Dines'.

De små blilleder herunder viser: Diadem, Basse, Basta's Guld, Ehrengold, Arabella, Diamant rosa, Phyllis Korn og Basta's Beauty.

06.05 2018

TO-TRE UGER SENERE

rhododendron repens dr. ernest shäle, rød dværgrhododendron, tidlig blomstring

SAMME SCENE, NY FORESTILLING

Den glødende røde dværgrhododendron, Dr. Ernest Schäle, har taget stafetten efter Praecox. Den har en tæt flad vækst, og er derfor en glimrende forgrundsplante.

I midten til venstre skimtes den purpurviolette R. Lillerød, og bag den R. June Bee. Det er også en dværgrhododendron med mange små blomster og små stedsegrønne blade. Ad åre kan den godt blive 1 meter høj og lige så bred. Blomsterne er cremegule, nærmest offwhite.

Næste forestilling bliver med den store grønne busk til højre, over den røde. Den hedder R. Diadem og tilhøre gruppen Store Rhododendron. Jeg håber at kunne bringe et billede når den blomstrer.

20.04 2018

FØRSTE FORÅRSFLOR

rhododendron, rododendron, basta planter, praecox, tidlig, rhododendronplanteskole

SÅ BLEV DET ALLIGEVEL FORÅR

Men ca. 1 måned senere end de sidste par år. Den tidligt blomstrende Rhododendron på billedet, er også 1 måned senere i blomst end i 2017. Den hedder iøvrigt R. praecox, og det betyder netop 'tidlig'.

Vi fik derfor meget travlt, da vi endelig kunne komme igang med at sende planter ud til havecentrene. Der er først nu blevet tid til et lille indlæg på bloggen.

NB. Om 8-10 dage springer endnu flere tidlige sorter ud: April Rose, April Snow, P.J. Mezitt, P.J. M. Regal, Staccato, Frühlingsbeginn med flere!

11.01.2018

DEN ÅRLIGE PLANTEMESSEN I ODENSE

FAGMESSEN 2018 FOR BLOMSTERHANDLERE OG HAVECENTRE

Vi deltog i den årlige udstilling i Odense Congress Center i dagene 10. og 11. januar.

Igen i år var der stor interresse for 'Blad-Rhododendron'. Planter med smukt og varieret løv. Desuden var der fokus på planter med særlig tidlige og særlig sene blomstringstider.

Det var dejligt at få en snak med vores kunder og kollegaer. Vi ser alle frem til foråret!

 

21.10. 2017

EFTERÅRSBLOMSTRING

efterårsblomstrende rhododendron, remonterende blomstring i rhododendronbedet

OPMUNTRINGER I EN GRÅ TID

Efter blomstringen i forår/forsommeren kommer nyvæksten, som kan være lige så smuk og fascinerende som en blomstring. Der findes rigtig mange forskellige former, størrelser og farver af blade i Rhododendron-slægten. Når nyvæksten netop er fremkommet, er farverne mest udtalte. Her findes sølvfarvet og kanelbrunt indument (behåring) og meget mere.

Men en blomstring kan også finde sted i løbet af eftersommeren og efterår. Den vinrøde 'Weinlese' er en rigtig øjenfanger, med nærmest overdådig blomstring i september/oktober. 'Herbestfrende' og 'September Red' er, som navnene indikerer også stabile efterårs-blomstrere. 

Også dværgrhododendron kan blomstre i efteråret. 'Collingwood Ingram', prostratum, 'Rocks Form' og 'Songbird' er gode og stabile eksempler. 

 

20.07.2017

SENSOMMERBLOMSTRING

Rhododendron arborescens, sen blomstring, duft

Rhododendron arborescens

Vores "Sweet Azalea", som den kaldes i sit hjemland U.S.A., blomstrer stadig. Duften er heliotropagtig, sød og stærk. Væksten er lav og busket. Vores type er lys pink, men der findes også en hvid form, som vi er i gang med at opformere.

Rhododendron prunifolium, sent blomstrende, duftende azalea

Rhododendron prunifolium

Blommebladet azalea, eller Rhododendrondron prunifolium, stammer også fra Nordamerika. Det er en af de aller senest blomstrende rhododendron. I øjeblikket er den nærmest dækket af blomster og dufter dejligt. Væksten er mellemhøj og etageformet.

27.06. 2017

SOMMERBLOMSTRING!

SOMMERBLOMSTRENDE RHODODENDRON ER EN GAVE TIL HAVEN!

De fleste Rhododendron er godt i gang med at gro efter at have afsluttet deres blomstring.

Der findes dog nogle særligt sene sorter, der kan sætte kulør på haven her i juni/juli måned.

De små billeder er arrangeret i blomstringsrækkefølge fra venstre mod højre: 1. Lady Anette de Trefford, 2. James Burchett, 3. Ursine og 4. auriculatum rosea.

Det er ikke de nemmeste Rhododendron at få fat på, men de er værd at lede efter (og de er ikke de eneste).

3.06. 2017

BERIG DIN HAVE MED FARVER OG DUFTE!

azalea, rhododendron, basta planter, rhododendron planteskole, duftende planter, haven

AZALEA, HAVEAZALEA, LØVFÆLDENDE RHODODENDRON

 - er forskellige betegnelser for en særlig gruppe af rhododendronslægten, som rummer en anden del af farveskalaen end den vi finden hos de stedsegrønne.

Her findes de flammende gul/orange/røde, men også hvid, rosa, pink mm. Desuden mange med sød, krydret, stærk og dejlig duft.

Blomstringstiden er også meget varieret. Fra før løvspring til sidst i juli!  Der takkes ofte af med flotte høstfarver.

Tilfør din have et ekstra element med Haveazalea. I rhododendronbedet, i krukker eller i et spektakulært azaleabed!

Klik på billederne nedunder for større format, eller se hele udvalget under Galleier!

Azalea (et lille udvalg af flere sorter, som vi har):

25.05.2017

DANMARKS 1. RHODODENDRON-FESTIVAL TILSMILET AF VEJRET!

Landet over blev der afholdt festival med Rhododendron i focus.

Tidspunktet er netop midt i blomstringstiden, så der var meget se på og lade sig inspirere af.

Nogle steder var der arrangeret konkurrencer og foredrag. Andre steder demonstrationer og tilbud.

Rhododendronforeningen bød på 'åben have' arrangement. Mange tak til dem!

Vejret var optimalt, så uanset arrengementernes omfang blev det en dejlig weekend og debut for Rhododendron-festivalen!

 

5.05.2017

RHODODENDRON I KRUKKER? HVORFOR IKKE!

rhododendron, rododendron, rhododendron i krukker, basta planter, rhododendron i haven, rhododendron planteskole

Rhododendron i krukker? Hvorfor ikke!

Rhododendron er enorm dekorative planter. Hele året rundt! De kan klæde store og små haver, parker, offentlige områder, skov, ... Men der er endnu flere muligheder for at anvende dem!

Prøv f.eks. også at plante dem  i krukker og stille dem på terassen, altanen, ved huset eller i gården.

Så lidt skal der til for at få en hyggelig stemning!

Vil du have lidt ekstra bonus til smuk udsigt og hyggelig stemning? Så valg de sorter af rhododendron, som dufter! Prøv også med sorter som har særlig smuk nyvækst.

01.04.2017

FORÅR I LUFTEN!

PIERIS ...

Se lige de små klokker, som danser deres smukke dans i regn! Utroligt, hvor smukke og talende planter kan være! 

Pieris tilhører samme familie som Rhododendron, altså lyngfamilien. Pieris japonica er den japanske kusine. Den blomstre tidligt, men blomsterne tager sjældent skade af senfrost. Mange af Pieris sorterne har en yderligere attraktion. De nye skud og blade kan være ildrøde, vinrøde, bronzerøde osv. Blomsterne er for det meste hvide, men der findes også rosa og rødblomstende sorter.

Buskene kan være lave, mellemhøje eller høje og passer især godt sammen med japanske azalea. Også god i krukker!

24.03.2017

OG SÅ SPRANG DEN!

De dristige tidlige...

 

Det kunne nemt have gået galt med nattefrosten, men når det går godt er det meget godt, for så har man en helt usædvanlig blomstring!

Herefter vil det gå slag i slag indtil sommer, sensommer og efterår. Knopperne på (Rhododendron) elegantulum, April Snow, April Rose, P.J.Mezitt, P.J.M. Regal, Staccato osv. svulmer/ viser farve. -Det bliver en fest!

Obs. Alle de viste billeder er af R. sutchuenense.

18.03 2017

SPÆNDINGEN STIGER...

rhododendron, basta planter, planter til haven, plantetid, forårsplantning, Rhododendron sutchuenense

RHODODENDRON SUTCHUENENSE

er en dejlig vildart fra Kina. Efter en mild vinter, som denne, blomstrer den meget tidligt. Måske vil den vise farve i denne weekend.

De fleste Rhododendron der bliver plantet, vil blomstre inden for et år, men ikke sutchuenensis. Den må man vente på.  Til gengæld er det så ekstra spændende, når det sker! Denne plante har ikke blomstret før, men i år er der ca. 25 store svulmende knopper.

Blomsterne er naturligvis i farezonen, hvis vi skulle få nattefrost, men ellers er planten fuldt hårdfør. Bladene kan blive op til 30 cm. lange, og ruller sig sammen i forstvejr.

Se mere i Galleriet for 'Sjældne Rhododendron'!

 

03.03 2017

FORÅRET SÅ SAGTE KOMMER...

TIDLIG START

Det er herligt med et tidligt forår, for der er meget der skal nås!

Forsendelsen af planter til vore kunder, havecentre og planteskoler i Danmark, Sverige og Norge, er gået i gang.

Plantetiden står for døren, så butikkerne skal fyldes op. Der er hundredevis af fine hybrider fulde af knopper, og sjældne arter at vælge imellem. Planterne har overvintret godt, og er klar til at bringe glæde og fornyelse i haverne.

15.01 2017

UDSTILLINGSDAGE

SÅ ER STANDEN SAT OP...

Vi udstillede d. 11. og 12. januar på FAGMESSEN 2017 for Blomsterhandlere og Havecentre i Odense Congress Center.

Det var nogle herlige dage, men besøg af mange interesserede fagfolk.

Der er tydeligt større og større interesse om at høre mere om dem mange 'anderledes' rhododenderon. De der har noget spændende løv, med en 'bladperiode' hvor nyvæksten fanger øjet. De specielle blomstringstider: Meget tidlige, meget sene og de der blomstrer to gange.

02.01.2017

ET NYT ÅR

Et nyt år er begyndt, det bliver stadigt lysere, og vi kan kan se frem til foråret.

Hjemmesiden har nu været aktiv i lidt over 3 måneder og er blevet rigtig godt modtaget, med mange klik fra Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og USA.

Den 11. og 12. januar deltager vi i en professionel udstilling i Odense Congress Center, Ørbækvej 350, 5220 Odense SØ (stand nr. 3940) med besøgende fra havecentre i Danmark og det øvrige norden, der søger inspiration til forårets plantesæson. Billetbestilling via dette link:  https://fca.fairkey.dk/HAVEM17guests  

Vi ønsker et godt nyt år til vores kunder, til 'rhodomanerne' og til hele havefolket.

Med venlig hilsen

Elena og Thomas Berthelsen

1.02.2016

VINTERTID!

rhododendron, basta planter, rhododendron planteskole, rhododendron for alle, nemme planter, pasning af rhododendron, rhododendron, basta planter, rhododendron planteskole, rhododendron for alle, nemme planter, pasning af rhododendron,

Rhododendron er smarte planter. De kan beskytte sig mod udtørring ved at rulle bladene sammen. Når luftfugtigheden er lav ved frostvejr, sol og blæst om vinteren, vil der ske en fordampning fra bladene. Er jorden oven i købet frosset kan rødderne ikke suge vand til erstatning. 

Det er ikke alle der ruller og hænger lige meget. Planten til højre er den meget sent blomstrende art R. auriculatum. Man skal vente længe på at planten når den blomsterdygtige alder, men i ventetiden har man så fornøjelse af bladene.

 

23.10.2016

Hjemmeside er opdateret! Med ny information og inspiration!

Under menupunktet "VEJLEDNINGER" er der kommet opdateringer under "valg af planter".

Der er kommet nye afsnit: "Detaljer om sortsvalg efter blomstringstid", "Blad-rhododendron" og "Rhododendron med duft".

 "ANVENDELSE" er et nyt menypunkt. Her kan du finde eksempler på anvendelsesmuligheder for Rhododendron. F.eks. Rhodo.bed med laaang blomstringstid, R. til vaser, buketter og dekorationer, R. til hæt, afskærmning og afgrænsning, Regnvandsbed, R. der tåler vind, skygge., R. til skråninger, R. til krukker mv.

 

 

27.09.2016

Plantekontrol er i orden!

Planteskolen er d. 27. september 2016 blevet plantesundhedskontrolleret af Naturerhvervstyrelsen.
 
Resultatet af inspektionen er "at planterne er godkendt uden bemærkninger".
 
 

10.09.2016

VELKOMMEN til vores nye hjemmeside!

Vores nye hjemmeside "Rhododendron for alle!"' har set dagens lys!

Meningen med den er, at hjælpe dig til at få succes med Rhododendron.

Under 'Gallerier' finder du fotos af Rhododendron opdelt i albums ordnet efter voksehøjder og kategorier. Under 'Vejledninger' er der hjælp til plantevalg, placering og pasning på en kort og klar måde. Desuden nyttige 'Links' og denne 'Blog'.

Vi håber du vil få glæde af siden, og ønsker dig velkommen som kommende Rhodoman!

Venlig hilsen, Elena og Thomas Berthelsen

 

Obs.: Dette link er til vores gamle hjemmeside for vores professionelle plantepartnere.

Her kan i søge planter efter egenskaber, udprinte salgsskilte og logge på til prislisten.

 

Link: www.basta-planter.dk