Placering

Rhododendron tåler fuld sol, klarer sig fint i halvskygge og godt i lys skygge. 

Halvskygge er sløret sol gennem åbent løv, eller vandrende skygge. Lys skygge findes f.eks. på nord siden af et hus, hvor hverken tag eller trækroner spærrer for lyset. Williamsianum-hybrider, Japanske Azalea, og Storbladede hybrider tåler skyggen bedst. Yakushianum-hybrider og Småbladede arter dårligst. Rimeligt læ er en fordel.

Ellers er der frit spil med placeringen. Du kan plante en enkelt plante på et udvalgt sted. 3 eller 5 af samme slags giver hurtigere effekt, hvor de vil vokse sammen som en og samme plante. Der kan også plantes i blandede bede, efter smag og behag.

En tommelfingerregel til større anlæg: Plant solister og i små grupper. Jo mindre planten er (og forbliver) jo bedre vil de se ud i grupper.  Plant gerne i ulige antal: 3, 5, 7 osv. Plant grupperne rimeligt tæt, og hold lidt mere afstand mellem grupperne. Pladskrav på sigt: Store hybrider: 1,2 – 1,5 m2. Lave typer: 0,8 – 1,0 m2. Dværg typer: 0,6 – 0,8 m2.  Husk at plantern nemt kan flyttes i årevis efter plantningen, så sæt dem så de ikke ”råber” til hinanden. Det skal være pænt fra starten.

Overvej: Højde og form, farver og blomstringstider, bladformer, bladfarver og smuk nyvækst. Der er rigtig mange muligheder for at skabe et helårssmukt bed, med en lang blomstringsperiode.